- De kommenterede, at min gang var blevet meget bedre siden sidst, vi sås, siger Birthe og smiler fornøjet. Samtidig med akupunkturbehandlingerne har Birthe - i samråd med Marie Lade - fået et sandt energi-boost i form af en højdosis C-vitamin, stærke B-vitaminer og et kosttilskud, som er målrettet netop hendes diagnose. Birthe er ikke i tvivl om, at akupunkturen og vitamintilskuddet tilsammen har bedret hendes energi og livslyst.
Ganske vist er den kombinerede behandling ikke helt billig; men, som Birthe lidt galgenhumoristisk bemærker, så giver visse sygeforsikringer en kontant fordel i form af en præmieudbetaling i forbindelse med kritiske sygdomme, og hun har valgt at bruge sine ekstra penge på at øge livskvaliteten.
Manglende viden
For kort tid siden var Birthe og 18 andre kræftramte på et ugekursus igennem Kræftens Bekæmpelse. I løbet af ugen fik deltagerne lejlighed til at udveksle erfaringer omkring deres sygdom. Det skulle vise sig, at Birthe var den eneste af de 19 deltagere, som havde benyttet sig af akupunktur eller anden alternativ behandling under sygdomsforløbet. Det overraskede hende lidt, at ingen blandt de øvrige deltagere havde forsøgt sig med noget. Heller ikke underviseren havde tilsyneladende noget særligt kendskab til akupunkturens gavnlige virkning på generne af kemoterapien.
- I grunden savnede jeg lidt en klar tilbagemelding fra underviseren til holdningen omkring den alternative behandling - det var vist mest en indstilling til, at “det jo ikke kan gøre nogen skade” - hmm, funderer Birthe, mens hun tømmer sit kaffekrus.
For store sko
Personligt er hun i hvert fald lykkelig over, at hun ikke længere behøver at tumle rundt i sko, som er købt to numre for store på grund af føleforstyrrelserne i fødderne.
- Jeg elsker at gå - nu kan jeg gøre det uden den helt store risiko for at falde, hvad enten det er på grund af skoene eller fødderne. Ikke, at det betyder det helt store i hele denne sammenhæng, men det er nu skønnest at være foruden et fald i tilgift, siger hun og ler lidt.
En ting står fast - Birthe er lykkelig for, at hun med tilfældets hjælp fandt frem til en alternativ behandlingsform, som fungerer for hende, og som har været med til at give livsmodet og livslysten tilbage.
Birthe skal til kontrol senere på året, og hun føler sig overbevist om, at undersøgelsen vil vise, at hun er frisk igen. Hun er bare så klar til at komme videre med resten af sit liv.